Vilhelm Ehlerts Alle i Viborg er åbnet

Vilhelm Ehlerts Alle

Den 27. juni 2018 blev Vilhelm Ehlerts Alle i Viborg taget i brug. Indvielsen blev markeret med et offentligt arrangement.

Formand for Teknisk Udvalg, Johannes Vesterby indviede vejen ved at klippe ’den røde snor’. Herefter kunne de første biler køre på den nye vej.

Vilhelm Ehlerts Alle forløber fra Marsk Stigs Vej og Brovej helt frem til Stationspladsen. Vejen er desuden tilsluttet Indre Ringvej i et nyt lyskryds.

Ehlerts efterkommere

Der var mødt mange op for at være med til at fejre indvielsen. Blandt andet deltog børn, børnebørn og oldebørn til Vilhelm Ehlert, som vejen er opkaldt efter. Nogle af efterkommerne var kommet helt fra Californien i USA for at deltage.

Vilhelm Ehlert var i mange år stadsingeniør i Viborg. Johannes Vesterby fortalte i sin tale om Vilhelm Ehlerts betydning for byens udvikling. Vilhem Ehlert stod bag Viborgs første byplan i 1947, hvor blandt andet industriområdet - i Banebyen - blev udlagt.

Vigtigt skridt for Banebyen

Vilhelm Ehlerts Alle skal sikre en god afvikling af trafikken i Banebyen og er en forudsætning for omdannelsen af Banebyen.

Johannes Vesterby sagde i sin tale blandt andet:

- Vilhelm Ehlerts Alle er en vigtig vej i Banebyen og en helt nødvendig investering. Åbningen af vejen giver for alvor muligheder for komme videre med omdannelsen af den centrale del af Banebyen.

Læs mere om Vilhelm Ehlerts Alle.

Sidst opdateret: 29.06.2018