Hærvejsbroen er åbnet

Hærvejsbroen i Viborg

Den 28. januar 2019 blev Hærvejsbroen i Viborg taget i brug. Åbningen blev markeret med et offentligt arrangement og tale af borgmester Ulrik Wilbek.

Cyklister og gående har nu fået endnu en mulighed for at krydse jernbanen i Viborg, da Hærvejsbroen åbnede den 28. januar 2019. Broen binder Banebyen sammen med midtbyen.

Borgmester Ulrik Wilbek holdt tale i forbindelse med åbningen og sagde blandt andet:

- Det er en skelsættende dag i Viborgs historie, fordi vi i dag binder to bydele sammen.

Han fortalte også om den udvikling, der er i gang i Banebyen.

- Om tre til fem år er jeg sikker på, at vi vil kunne se en færdig bydel, der gør Viborg større og mere spændende.

I sin tale takkede Ulrik Wilbek også de mange, der har bidraget til at gøre Hærvejsbroen mulig og for beboernes velvilje i den tid, hvor broen er blevet anlagt.

Efter talen klippede borgmesteren "den røde snor" over, og broen var dermed officielt taget i brug.

Mere end 200 mennesker var mødt op for at fejre åbningen af broen. Efter borgmesterens tale blev der serveret kaffe og fastelavnsboller til gæsterne.

Fakta

Hærvejsbroen går fra Middagshøjvej over Vilhelm Ehlerts Alle, over jernbanen og over Banevejen til det kommende erhvervsgymnasium, Midtbyens Gymnasium. Ved Midtbyens Gymnasium er der mulighed for adgang til Banegårdspladsen med elevator. Fra broen er der desuden adgang til togperronen med trapper og elevator.

Senere på året åbner desuden et byrum i forbindelse med Midtbyens Gymnasium med trappe ned til Banegårdspladsen samt en ny broforbindelse fra Midtbyens Gymnasium til parkeringspladsen ved Hovedbiblioteket.

Hærvejsbroen opføres af Realdania og Viborg Kommune med Kaj Bech A/S som entreprenør. Broen er tegnet af Cubo Arkitekter.

Læs mere om Hærvejsbroen.

Sidst opdateret: 31.01.2019